Optegner
Pensionist Karl Simonsen Vammen Viborg
Stedet
Optegnerens fødested Øls by og sogn
Tiden
Fra 1890 til 1910 fra mit første hjem på Øls hede
til mit senere hjem i Øls by. Mit første hjem var en landejendom
på 16 tdr. land. Mit senere hjem Over bækgård var på
tres tdr. land.
BIHOLDET
I min hjemby var biholdet så ringe udbredt. Så det er meget
lidt jeg kan fortælle om det. I mit første hjem ude på
heden havde vi to kuber, et til at overvintre, og et til at tage honningen
af om efteråret. Det var kun få der holdt bier og det var både
gårdmænd, håndværkere og husmænd. Somme steder
var to sammen om bierne, hvis den ene var mere kyndig i at passe dem.
BIHAVEN
Side 2 Bikuberne stod i et hjørne af kålgården hvor
der var læ og imod solen. Hegnet om kålgården var mange
steder et jorddige, andre steder var der plantet hegn mest af hyld. Indefor
hylden var der plantet stikkelsbær, ribs og solbærbuske. Der
foran stod så bierne, sådan var kuberne sat i mit hjem
STÅENDE HALMKUBER
Det var kun stående halmkuber der blev brugt Den stod på
udvidelseskasse , kuben stod på et bord var sømmet fast på
fire pæle. Bordet var lidt større end det nederste af kuben,
for at den kunne stå solidt. Bordet var firkantet. Når bordet
var større end kuben var der god plads for bierne foran flyvehullet.
Sluttede rammen af kuben ikke tæt til bordet blev der tætnet
med ler. I kuben var der stikket to pinde ind der dannede et kors.
Det var foroven i kuben at korset var sat. Udvidelse af
Side 3 kuben skete vad at sætte an ramme under kuben svarende
til den ramme forneden i kuben. Denne ramme der blev sat under kuben kaldtes
for optuer (opbord), der kunne sættes opbord under flere gange hvis
der var brug derfor. Der var der så snart bierne begyndte at danne
tavler under bordet som kuben stod på. Der var ikke hvert år
der var brug for opbord. Det var kun hvis der var en stærk bifamilie
og et godt trækår. Især lyngen var god til at give honning,
ligesom hvidkløveren i forsommeren. Flyvehullet i kuben blev ikke
forandret når der blev sat opbord under. Omsommeren stod kuberne
uden overdækning, om vinteren blev de overtrukket meden halmhat,
flettet i en ring forneden og bunden sammen i en spids foroven.
FREMSTILLING AF HALMKUBER
Far bandt selv kuberne, det var vinter- og aftenarbejde. Det var rugtag
der blev brugt. Binderingen side 4 var et tykke af et kohorn, af den tykkelse
kuben skulle have cirka en tomme. Der blev brugt tynd ståltråd
til bindingen, en syl blev brugt til at stikke hullet som tråden
skulle føres igennem. Der begyndtes med at danne kubens top og så
blev der udvidet nedefter til kuben havde fået den ønskede
størrelse.
BIERNES PASNING
I mit hjem var det far der passede bierne. Han brugte slør og
pibe for at holde bierne på afstand. Der var også dem der kunne
gå til bierne med bare hænder. Piben var en almindelig halvlang
med træhoved, derpå blev sat en blikhætte med en smal
tud hvor røgen blev pustet igennem. Det var
Kap. 8 side2
stærk tobak der blev brugt. Omforåret når der skulle
renses ud af stadet, blev kuben forsigtig løftet så
meget i vejret at det kunne fejes ud med en børste. Der blev sat
vand med sukker i.
SVÆRMNING
Side 5 Var det en god bifamilie var der gerne to , til tider
tre sværme, men den sidste var gerne for svag. Kunne dronningen findes
ud, blev bierne sat ind i andet stade. Det var når der var for lidt
plads i kuben at bierne sværmede. Nu i tiden fjernes alle overflødige
dronningeceller i stadet. Det kunne ikke gøres i en kube. Kuben
der skulle bruges til nye sværme blev smurt ind med voks eller
honning for at give bilugt. Så fandt bierne sig straks hjemme i den.
Når det var i sværmetiden skulle der holdes øje med
kuben. Nogle dage før kunne det ses på bierne færden.
Der sad gerne en lille klump bier under kubebordets bund, men til aften
gik de igen ind i kuben. Lige før sværmningen
kom der en særlig summen i kuben. Så viste bierne ud blev der
sagt. Det kunne også godt gå mere side 6 stille af. Som dreng
skulle jeg passe på en kube der viste tegn til at sværme. Jeg
var optaget af min leg, så eller hørte intet før jeg
så bisværmnen der sad i en stikkelsbærbusk ikke ret langt
fra kuben . Når sværmen ikke ville sætte sig blev der
banket og lavet spektakel, for kunne bierne ikke høre dronningens
summen, så satte de sig. Var bierne først kommet i luften
kunne en sværm flyve langt. Så gik det gennem kornmarker og
over grøfter og hegn, for kunne sværmen følges til
den satte sig var det den ejendom der fulgte sværmen. Fandt en mand
en sværm i sin have var det ham, selv om det naboens bier der havde
sværmet. Kunne kuben ikke anbringes over sværmen i træet
blev den om aftenen stille drysset ned i kuben og sat på plads på
kubebordet. Den første dag var kuben hyllet til med et lagen
OVERVINTRING AF BIERNE
Når bierne var gået i vinterdvale blev kuben overtrukket
med den før omtalte halmhat. Der blev også sat forskelligt
op for at lune for kuberne. Det var de kraftigste bifamilier der skulle
overvintre.
Ved at følge biernes færd sommeren igennem kunne man fastslå
hvor den stærkeste bifamilie var. En sådan kube fik lov at
stå i flere år
SLAGTNING AF BIER
Når honningen skulle tages i en kube, det var om efteråret
når trækket var ophørt blev bierne dræbt med svovl.
Det var en fordybning i jorden som kuben blev sat over når svovlet
var antændt. Det var gerne om aftenen , så var bierne døde
i løbet af natten og honningen kunne tages dagen efter
ADSKILLELSE AF HONNING OG VOKS
Side 8 Bikagerne blev renset for døde bier. Skåret i stykker
og opvarmet i en gryde, den fineste honning løb selv ud. Så
blev resten i gryden stampet med den stampe der blev brugt når der
blev mosset kartofler til kartoffelgrød. Den honning der kom efter
denne behandling var meget uren. Vi børe fik nogle stumper af bikagerne,
at suge honningen af. Selv fik jeg så meget at jeg blev syg og ikke
kunne spise honning i flere år.
VOKSET
Vokset blev smeltet af og kom i en eller anden form. Voks blev
der brugt en del af at vokse tråden når den skulle sys på
seletøjet. Det var som regel hjemmearbejde enten af manden
selv, eller også kom der en skomager eller sadelmager. Til tider
også en træskomager de kunne alle gøre seletøjet
istand. Den voks der ikke blev brugt af ejeren selv blev solgt til
skomagere og sadelmagere.
Kap. 8 side 3
HONNINGENS ANVENDELSE
Side 9 Honningen blev ikke solgt men blev anvendt i husholdningen på
forskellig måde. Var der megen honning var det daglig spise
at smøre på mellemmadder, såvel på rugbrød
som på sigtebrød. Der blev ikke smurt smør på
, kun honning. Også til at dyppe grød i blev den meget brugt
og smagte godt især i boghvedegrød. Havde vi børn ondt
i halsen fik vi kamillete sødet med honning. Honningen blev også
brugt til udtræk på en bulden finger eller andre steder
der var betændelse i. Det var et udmærket lægemiddel.
Hvordan der lavedes mjød husker jeg ikke.
FORSKELLIGT OM BIER
Der var nogle mennesker der var særlig udsat for biernes efterstræbelse.
Om der er en vis lugt eller hvad det er ved jeg ikke. Nogle kan gå
i nærheden af bier uden at blive stukket, mens andre straks side
10 bliver overfaldet når de nærmer sig kuben. Siden det blev
almindeligt at indføre italienske dronninger er bierne af dem blevet
mere fredelige. Nogle mener at bistik er et godt middel mod gigt. Bliver
man stukket af en bi er om at fjerne brodden hurtigst mulig. Er man i nærheden
af grøn persille og gnider stedet godt med persillesaften hovner
stedet ikke op. Men flere stik kan blive farlige. Det måtte min bror
på fire år føle. Han og en nabodreng på samme
alder var gået hen til en kube. Bierne var ikke ude , nabodrengen
skulle så banke på kuben, min bror skulle så se und ad
flyvehullet når de kom. Det gjorde de, han blev ilde tilredt i ansigtet
af stik. En kvie der stod tøjret i nærheden af et bistade
blev overfaldet og måtte aflives. De nyere magasinstaders indretning
kender jeg ikke så stort til at jeg kan fortælle om dem.
VILDE BIER
Side 11 Bier kan søge ind og sætte bo i træer der
er hule. I et stort hult poppeltræ var der en bifamilie, under en
storm væltede træet, det knækkede der hvor boet var.
Bierne flyttede så ind gennem en rist under gulvet i stuehuset hvor
der var hulrum og har boet der i mange år. Er en meget kraftig
bifamilie. Der vrimler af bier i tusindvis ud og ind af risten når
bierne arbejder om sommeren. Et andet sted var det loftet. Der var to lag
ved at der var lagt loftunder bjælkerne. Gennem en luft ventil fandt
bierne ind i hulrummet. Da der var gået nogle år undersøgte
manden om der var honning, og det var der, endda meget mere end et godt
stade kunne give. Men bierne måtte dræbes for at få honningen
ud. I engene fandt vi humlebo når der blev slået hø.
Honningen smagte fortræffeligt